Ny cheftræner klar for Værløse ungdom og ungsenior
Det er med stor glæde at Værløse Badminton kan meddele, at 27-årige Mikkel Assing fra den kommende sæson bliver klubbens nye cheftræner for Ungdom og Ungsenior, samt assisterende træner for Tanja Berg på den bedste seniortræning.
Mikkel kommer oprindeligt fra Ry og har de seneste 4 år været fuldtidstræner med stor succes i Viby ved Århus. Derudover har han været træner på både Ikast Sports Star College, samt Ikast og Rønde idrætsefterskoler. Og så benyttes han flittigt som underviser på diverse trænerkurser, når der skal uddannes nye trænere.
Mikkel har nu sagt ja til at tage springet til Sjælland og Værløse, hvilket klubben ser meget frem til.
”Mikkel har gjort det fantastisk i Viby, hvor han har været en drivende kraft bag deres markante udvikling i både ungdoms- og seniorregi, både kvalitativt og hvad angår antal af spillere på mange niveauer. Med ham som hovedfigur i ungdom og på senior T2 samt assisterende træner på senior T1, får vi både stor faglig kvalitet og en hidtil uset sammenhæng i træningerne og overgangen mellem ungdom og senior. Og med den erfaring, indstilling og energi, Mikkel har med sig, føler vi os meget sikre på, at vi har fundet den helt rigtige mand til opgaven”, siger klubbens formand Anders Nielsen.
I den kommende tid vil der blive arbejdet intenst på at gøre samlede træner-setup i begge afdelinger komplet. ”I den forgangne sæson har rigtig meget hængt på hhv. Tinna Helgadottir i ungdomsregi og Tanja Berg i seniorregi. Dette har både Ungdomsafdelingen og Seniorafdelingen været opsatte på at ændre på til den kommende sæson, så såvel spillerne som trænerne kan få bedre betingelser at arbejde under til gavn og glæde for alle parter” siger Anders og tilføjer, at begge afdelinger i øjeblikket er i tæt dialog med kvalificerede navne til de øvrige trænerposter.
På billedet ses Mikkel Assing