Astrid Molander indstillet til Furesø Kommunes årlige Talentpris 2017
Torsdag den 1. juni 2017 kl. 17 uddeles Furesø Kommunes årlige Talentpris for Unge i Ungekulturhuset, Ballerupvej i Værløse. Værløse Badminton har indstillet vores egen Astrid Molander, som mildt sagt har gjort sig fortjent til at være blandt de seks nominerede.
Astrid er 15 år og er et unikt talent indenfor badminton. Hun har fra hun var blot 9 år ligget i toppen i pigerækken Danmark og har ofte spillet mod piger 1-2 år ældre end hende selv for at få modstand. Astrid har vundet alt, der er at vinde i ungdomsturneringer nationalt. Hun er dansk mester hele tre gange – og er favorit til flere titler til DM i april.
Astrid har været en fast del af det danske ungdomslandshold i flere år og har også her fejret mange triumfer. Senest i 2016 hvor hun vandt singlerækken og fik bronze i damedouble i 8-nationsturneringen i Belgien, som er det uofficielle Europamesterskab for ungdomsspillere. Ved DM for U15-spillere i Greve 2017 vandt hun singlerækken og damedouble og fik sølv i mixdouble.
For første gang har Astrid i denne sæson deltaget i en international seniorturnering, hvor det blev til en semifinaleplads i mixdouble. Hun er meget seriøs med sin træning og ved, at der kræves dedikation og seriøsitet for at kunne præstere på højt niveau. Desuden er hun en fair sportsmand på banen.
Hjælp Astrid til den fortjente Talentpris
Send din anbefaling af Astrid, og send den med en god begrundelse til ungttalent@furesoe.dk senest torsdag den 18. maj 2016 kl. 12 – så kan du være med i den endelige afgørelse. Det er dog dommerkomitéen, der tager den endelige beslutning om, hvem der får prisen.
VB håber, at Astrid bliver udvalgt til den Årlige Talentpris 🙂
Photocredit: Badminton Danmark