Mathias Thyrri rydder bordet i Holland
I sidste uge var nogle af VB’erne taget til Dutch International, og spillerne var med helt fremme i turneringen med flotte præstationer.
Mathias Thyrri strøg helt til tops, og hev hele to guldmedaljer med hjem i tasken. Først i mix med makkeren Elisa Melgaard. Mathias og Elisa mødte i finalen et fransk par, og selvom kampen gik i tre sæt, var der i tredje sæt ingen tvivl. Mathias og Elisa vinder finalen 21-14, 16-21, 21-12.
Tre kampe senere stod Mathias igen på banen – denne gang i finalen i HD med VB’s Daniel Lundgaard. Drengene stod i finalen overfor Oliver Leydon-Davis og Abhinav Manota fra New Zealand. Også her måtte kampen ud i tre sæt, før Daniel og Mathias med 21-14 i tredje sæt kunne hive sejren i hus.
VB ønsker drengene stort tillykke med de flotte medaljer!
Ser vi en uge længere tilbage skal der også lyde et STORT tillykke til VB’s Julie Dawall, som vandt Finnish Open Challenge i DS! Tillykke Julie, fra hele VB!
Den næste turnering for VB’erne er på hjemmebane, når Denmark Challenge bliver afviklet i Farum fra d. 9.-12. maj. Der vil være fri entre alle dage, og du får altså muligheden for at se noget virkelig god badminton – og så kan du naturligvis også følge VB’erne helt tæt på i turneringen 🙂
All Photocredit: Rene Lagerwaard and Dutch International
