Fantastiske resultater hentet og vigtige holdkampe i vente
I denne uge har nogle af VB’erne været på tur, og det må siges at have været en succes. Ditlev Jæger Holm rejste til Kazakhstan for at spille Kazakhstan International. Normalt spiller Ditlev kun HS, men i denne turnering stod den også på HD med makker Jeppe Bruun. Det viste sig at være en rigtig god idé, for intet mindre end to guldmedaljer blev hevet med hjem. Begge finaler blev endda vundet i 2 sæt. SÅDAN!
VB vil gerne sige stort tillykke til Ditlev med de flotte præstationer!
Steve Olesen, Andreas Søndergaard og Søren toft tog til Norge for at deltage i Norwegian International. Søren Toft måtte desværre se sig slået i de indledende runder, mens Steve og Sønder gik hele vejen til finalen. Her ventede et par fra Taiwan, og efter en 3-sæts finale på 56 minutter trak drengene desværre det korteste strå, efter en alt i alt rigtig god turnering.
Stort tillykke til Steve og Sønder med sølvmedaljen!
1. divisionen spiller mandag d. 11. november
Imorgen går det allerede løs igen, når VB’erne i 1. division skal ud i en vigtig kamp mod Holbæk. Kampen spilles på hjemmebane, og vi håber, at du har lyst til at komme forbi og støtte spillerne. Værløse ligger lige nu nr. 3 i grundspillet, og med det nye holdkampssystem tæller alle individuelle kampe som point!
Holdkampen starter kl. 19:00, og Ole står klar med mad og drikke.
Ligaen er tilbage d. 26. november – mod Solrød!
Også ligaholdet står overfor en meget vigtig holdkamp. VB’erne tager imod Solrød på hjemmebane til et brag af et opgør. Solrød ligger nr. 5, og dermed én plads over Værløse i grundspillet, så der skal hentes så mange point, som muligt!
På Solrøds hold kan man forvente at se topspillere som Mia Blichfeldt og Maiken Fruergaard – og så kan kampen også byde på et gensyn med den tidligere VB’er, Søren Gravholt.
Kampen starter kl. 19:00, og spillerne får brug for din opbakning. Også her står Ole klar.
Vel mødt – KOM SÅ VB!